Friday, January 2, 2015

Grønlands etniske sammensætning i den norrøne periode

Emneord: Grønland, nordboer, inuit, Dorset-kultur, etnicitet, Knud Rasmussen.

Et nyt forskningsprojekt i grønlændernes genetiske sammensætning på Københavns Universitet har løst flere problemstillinger vedrørende forholdet mellem de etniske grupper i Grønland. Projektet har vist, at godt 80 % af den nuværende grønlandske befolkning har en vis procentdel europæisk arvemasse, svarende til 25 % i gennemsnit. Det europæiske aftryk på grønlændernes arvemasse er imidlertid ikke ligeligt fordelt. Arvemassen blandt Nord- og Østgrønlænderne, samt bygdeboerne, er generelt kun i mindre omfang blandet, mens Vestgrønlænderne er stærkt opblandet.


Det norrøne Grønland


Dette nye forskningstudium giver anledning til en kommentar om Grønlands etniske sammensætning i den norrøne periode, ca. 980-1450 e.Kr. De moderne inuitter i Grønland opfattes gerne som landets oprindelige befolkning, men sagen er noget mere kompliceret end som så. Arkæologiske fund, skriftlige kilder, og nu også genetikforskningen, viser, at der på et tidspunkt var hele tre kulturer til stede i Grønland i den norrøne periode: Dorset-kulturen, nordboerne og Thule-kulturen. 

Den sidst tilkomne kultur til Grønland er Thule-kulturen, som identificeres med den moderne inuitbefolkning. De 'skrællinger' som Erik den røde mødte, var således ikke forfædre til de inuitter eller eskimoer, som Hans Egede tog op for at kristne i 1720'erne, da Danmark indledte koloniseringen af Grønland.

Grønland har været beboet af flere omgange. I første omgang af Independence I-kulturen i perioden 2400-400 f.Kr., i anden omgang af Saqqaq-kulturen i perioden 2400-800 f.Kr., og siden hen af Dorset-kulturen i to faser. Første fase af Dorset-kulturen forløber i perioden 600 f.Kr. til år 0, mens anden fase forløber fra 700 e.Kr. til omkring 1300-tallet. Det er altså Dorset-kulturen, som de tidlige skandinaviske indvandrere til Grønland havde den ære at møde.

Dorset-kulturen er den yngste af de såkaldte palæo-eskimoiske kulturer. Den var specialiseret i sæl- og rensdyrfangst, men betjente sig blandt andet ikke ved hundeslæde. 

Nordboerne indvandrede ifølge Eiríks saga rauða fra Island med Erik den røde, som bosatte sig i Brattahlið (Qassiarsuk) i Eiríksfjǫrðr (Tunulliarfik), ca. 985 e.Kr. Nordboerne bevarede en særskilt grønlandsk version af nordisk kultur med fx runebrug og brugen af nordeuropæisk beklædning. Man konverterede hurtigt til kristendommen, sandsynligvis samtidig med Island, og i 1124 e.Kr. oprettedes der et bispesæde i Grønland, der efter oprettelsen af ærkebispesædet i Níðárós (Trondheim) i 1154 e.Kr. blev indlemmet herunder.

Isotopanalyser af nordboernes knogler vidner om, at man i begyndelsen levede af en diæt, der meget lignede den norske og islandske, men siden hen gik over til at indtage mere fisk, sæl og hval. Omkring 1250'erne indtræder nedgangstiden, hvor klimaet forværres og traditionelt agerbrug kompliceres. Dette påbegynder affolkningen af nordboernes kolonier. I 1343 e.Kr. beretter præsten Ívarr Bárðarson, som rejste fra Bergen til Grønland, om affolkning af Vesterbygd, og det sidste skriftlige vidnesbyrd fra Grønland er et bryllupsdokument fra Hvalseyfjǫrður-kirken (Qaqortukulooq) fra 1408 e.Kr. Det menes at det forværrede klima forårsagede en langsom og ganske udramatisk affolkning af nordboerne bygder i Grønland.

Forfædrene til de moderne inuitter i grønland, den såkaldte Thule-kultur, spredte sig fra Beringsstrædet i Alaska omkring år 1000 e.Kr., og de første spor af denne kultur i Grønland er fra 1200-tallet. Thule-kulturen tilhører den såkaldte neo-eskimoiske kultur, som hurtigt fortrængte Dorset-kulturen. Inuitterne (af inuk: menneske) har ifølge den nyeste analyse af grønlændernes arvemasse ikke blandet sig med hverken Dorset-kulturen eller nordboerne, hvorfor man må formode at inuitterne har holdt sig til allerhøjst at praktisere lidt samhandel med deres naboer. Den europæiske arvemasse i den nuværende grønlandske befolkning er fra 1500-tallet og frem. Der er dog træk i Thule-kulturen, som tilskrives nordisk indflydelse, og nordiske artefakter er fundet både på Thule-kulturens og Dorset-kulturens bopladser.

Hvordan forholdet har været mellem de forskellige etniske grupper i perioden fra nordboernes indvandring til deres forsvinden, kan der kun gisnes om på baggrund af skriftlige vidnesbyrd. Den norrøne litteratur indeholder ikke nogen nærmere beskrivelse af forholdet mellem nordboer og Dorset-kulturen, bortset fra de skærmydsler der nævnes i Vinlandssagaen mellem opdagelsesrejsende nordboer i Nordamerika og de folkeslag, de møder der. Disse er naturligvis ikke grønlændere men angiveligt indbyggerne på Baffin Island og Labrador. 

Meget sene inuit-sagn giver derimod et indtryk af en del fjendtlighed mellem inuitter og qavdlunâtsiait, de såkaldte 'fjendtlige hvide'. Nedenfor følger et uddrag af et sagn, som Knud Rasmussen har optegnet, hvis oprindelse han henfører til vikingetiden:

"Et Aar først paa Vinteren opdagede Slæder, som var ude paa Hvalrosfangst, at en af disse Qavdlunâtsiaits store Baade var frosset inde i Isen ud for Northumberlandsøen. Da man vidste, at de før eller senere vilde angribe, gik man straks løs paa dem, bevæbnede med Lænsere og Harpuner. Isen var meget glat, og man havde derfor ombundet Fodsaalerne med Ganehud af Sæler; de kortlæggede [de hvide], som ikke kendte denne Kunst, kunde ikke staa fast paa deres Fødder og blev derfor hurtigt overvundne. Man plyndrede Skibet ..." (Rasmussen 1925, 126). 

Denne beretning vidner om et noget anstrengt forhold mellem inuit-folk og visse europæere. I anticipation af at europæerne vil angribe, fortælles det, at man simpelt hen sørger for at slå dem ihjel med det samme for derefter at plyndre skibet. Informanten Masaitsiaq fortæller, at man skelnede mellem qavdlunâtsiait, fjendtlige hvide, og qavdlunât, hvide der kommer som venner, men som forhistorie fortæller han, at alle hvide mænd nedstammer fra en hund, der parrede sig med en kvinde, så det er ikke ligefrem et flatterende billede, han maler.

Som nævnt antager Knud Rasmussen (pp. 127), at det er islændinge i sagatiden, der er tale om. Det er fordi, at båden (Qáqaitsut) de hvide mænd sejler i, beskrives som 'stor og uden master', og fordi, at informanten angiver tiden for hændelsen som 'i længst svundne tider'. Senere skriver han i sin gengivelse af sagnet 'hine Vikinger' (pp. 126), men det kan næppe være informantens egne ord. Informanten giver imidlertid en anden betegnelse for disse mænd: Nakasungnaitsut, 'de kortlæggede'. Hvad der ligger bag denne betegnelse er ikke helt til at gennemskue, men det kan være at den sigter mod 1700-1800-tallets mode med korte knæbukser, de såkaldte culottes. I så fald handler sagnet nok snarere om hvalfangere, ikke vikinger.

Uanset hvad der ligger bag ovenstående fortælling, er forholdet mellem inuit, nordboer og Dorset-folk uklart. Vi ved blot at de ikke blandede sig indbyrdes, at de ikke ser ud til at have haft store skærmydsler med hinanden, men at inuit bevarer en række historier om fjendtlige møder, og at inuit- og Dorsetbopladser viser tegn på samhandel med nordboerne.

Der er i sidste del af indlægget brugt samme stavemåde i gengivelsen af inuktun-sproget, som Knud Rasmussen anvendte, da det gengiver hans informationer.

Bibliografi

Eiríks saga rauða. (ÍF V) 1936. Reykjavík: Hið íslenzka bókritafélag.
Landnámabók. (ÍF I, 1-2) 1968. Reykjavík: Hið íslenzka bókritafélag.
Rasmussen, Knud. 1925. Myter og Sagn fra Grønland. København: Gyldendalske Boghandel.

No comments:

Post a Comment