Friday, December 12, 2014

Rør blot ikke ved min julemyte

Emneord: jul, hedensk jul, tradition, førkristen nordisk religion.

Julen er en tid med mange dejlige tilbagevendende traditioner, der giver os glæde og tryghed i årets mørkeste periode. Julen består af en kerne af ældgamle traditioner, med en ydre skal af yngre, nytilkomne traditioner, der udvikler sig med kulturen. En del af de nytilkomne traditioner henter vi fra den amerikanske jul, men enkelte henter vi også i vikingetiden. Jeg taler her om den årligt tilbagevendende avisartikel om at julen oprindeligt var en hedensk vikingefest, hvor man åd og drak til man segnede. 


Googler man ’hedensk jul’, ’drikke jul’ eller ’julens historie’ får man flere hits på artikler i den danske dagspresse skrevet af fagfolk, journalister, endda asatroende, der beskriver de hedenske rødder, julen har. Senest er det Tania Lousdal fra Sagnlandet Lejre og videnskab.dk, der har skrevet artiklen ”Julen er en hedenskdrukfest” på videnskab.dk. Denne artikel udlægger, hvordan de kristne i vikingetiden lod hedningene beholde julefesten, da de omvendte dem til kristendommen—for man kunne jo ikke overbevise disse æde- og drikkeglade hedninge om, at de skulle ”sætte prop i øltønden og forbyde årets største fest”.

Tania Lousdal henviser til skjaldedigtet ”Haraldskvadet”, digtet af Thorbjørn Hornklovi omkring år 900. I denne kilde står der, at den norske konge Harald hårfager plejede at ’drikke jul’. Det kan man læse i Lousdals artikel, men også i Den Store Danske, Arkivets historiske julesider og ikke mindst historie-online. Tania Lousdal fortæller endvidere at den norske landskabslov fra middelalderen, Gulatingsloven, foreskriver, at man skal brygge øl til julen og skåle for Jesus og Jomfru Maria. Dette, konkluderer hun, holder den gamle hedenske drikkeskik i hævd. Går vi til de førnævnte, velrenommerede informationssites får vi i tillæg oplyst, at en julefest beskrives i sagaen om en anden norsk konge, nemlig Harald hårfagers efterfølger, Håkon den gode. Disse sider nævner også, at ordet ’jul’ er meget gammelt og angiveligt skulle betyde ’fester’.

Giver man sig imidlertid ud i at pille disse kilder fra hinanden, er det ikke længere helt givet at juletraditionen faktisk har sine rødder i vikingetiden. Indfører vi et kildehierarki, der rangerer kilderne efter hvor gode vidnesbyrd de må være om den tid, de siges at beskrive, må vi i første omgang gå til Gulatingsloven. Den siger ganske entydigt at øllet skulle brygges for at man kunne skåle til Jesus og Jomfru Maria, ikke Odin og Thor. Julens øldrikning sættes dermed i direkte forbindelse med kristendommen. Hvad så med Haraldskvadet, der angiveligt er fra vikingetiden? Ja, det er ikke en særligt god kilde til vikingetiden. Det er et skjaldedigt og notorisk svært at forstå. Det er tilmed skrevet ned lang tid efter, det skulle være blevet komponeret. Haraldskvadet er gengivet i den islandske stormand Snorri Sturlusons (1179–1241) værk om de norske konger fra ca. 1230 ”Heimskringla”—godt 300 år efter det blev digtet. Faktisk kan vi ikke vide, om det var Thorbjørn, der digtede dette digt i 900-tallet, om det er kommet til senere, er blevet ændret på, eller bare husket forkert, for det må have eksisteret i en mundtlig tradition uden skriftkultur i mindst hundrede år før det blev skrevet ned.

Lad os lade tvivlen komme digtet til gode. Hvad siger det så om julen? Det siger at Harald hårfager må holde jul ude, hvis han vil herske alene: ”Úti vill jól drekka, ef skal einn ráða” (Finnur Jónssons version, 1912). Det siger intet om, hvornår julen holdes og i konteksten peger sætningen i sin enkelthed på, at en hersker må rejse meget rundt, hvis han vil være enevældig. Sammenholder vi det med den ovenstående information, at ordet jul oprindeligt betød ’fester’, behøver det ikke handle om en julefest i december måned. Tværtimod er ordets historie nok den (det er egentlig ganske usikkert), at det kan henføres til det latinske ’jocus’, der kan betyde ’glædestid’. Ordet har nok sin oprindelse i det olditaliske sprog oskisk i formen ’íukleí’, der skal have betydet ’offer’. Her er oprindeligt tale om en offerhandling, angiveligt med dertilhørende fest. Sådan en handling kan foregå når som helst på året.

Men vi havde også den anden kilde: Håkon den godes saga. Her fortælles det at Håkon, der er kristen, gør sig besværlig ved et julegilde blandt de hedenske nordmænd i Trøndelag. Han vil ikke deltage i den offerfest som kaldes ’jól’, hvor man spiser kogt hest og skåler til Odin, Njord og Frej med formularen ”ár ok friðr”, fred og fremgang. Denne formular er interessant, for den har sit ophav i missionslitteraturen fra 800-tallet og ultimativt i Bibelen. Rimbert, der skriver Ansgars levned omkring 870, om Nordens apostel Ansgar, fortæller at hedningene i Birka i Sverige ofrede til deres guder, og så længe de gjorde det, henstod landet i ’fred og fremgang’, eller på latin: ”in pace et prosperitate”. Denne formulering kan man finde flere steder i Bibelen, og Rimbert har nok brugt den for at anskueliggøre for sit kristne publikum, hvad der foregik blandt hedningene. I Håkons saga har Snorri Sturluson således adopteret den og oversat den til oldnordisk, præcis som han har gjort det med så mange andre latinske og kristne formularer i sine værker.

Traditionen med at skåle for Odin, Njord og Frej er også en konstruktion, Snorri laver. Den peger tilbage til begyndelsen af de norske kongers slægt, som fortælles i den første saga i Heimskringla. Her skriver Snorri at de norske konger stammer fra Njord og Frej, der blev ført med til Skandinavien med den indvandrende Odin, som etablerede hedenskaben i Norden. Både Odin, Njord og Frej var i øvrigt mennesker og døde i sidste ende ligesom alle andre. Den hedenskab, som Odin tillægges, ligner til forveksling en art formørket krigerkristendom, hvor Odin velsigner sine krigere og udøver sort magi. Njord dyrker også Odins hedenskab, men Frej frasiger sig meget af den og holder kun nogle enkelte ting i hævd. Frej skaber kronguldet og da han dør er der gode tider. Folkene tror at det er Frejs fortjeneste, så de bliver ved med at give ham skattepenge i graven. Det er i Heimskringla årsagen til at trønderne nogle århundreder senere skåler til guderne.

Snorri Sturluson var noget mere udspekuleret end man lige skulle tro. Hans skildring af julefejringen i Håkon den godes saga er en velorkestreret fremstilling baseret på denne forhistorie, informationen fra Haraldskvadet om at man drak jul i hedensk tid—det er Snorri der henlægger denne handling til december—og middelalderlige beretninger om jødiske offerritualer. Det pågældende offerritual, han skildrer, kendes i dets elementer fra bibelske beretninger om jøderne, dog med lam, ikke heste. Man ser tillige næsten identiske skildringer i andre sagaer fra samme periode, og mit gæt på årsagen til dette, er at det passer ind i den udprægede tendens i sagalitteraturen til at fremstille de nordiske hedninge som en slags forgængere for kristendommen. Det var en meget almindelig behandling, som middelalderens sagaskrivere gav deres hedenske forfædre, for selv at fremstå mere kultiverede i den kristne verden. Håkon den godes saga er derfor en meget dårlig kilde til viden om vikingetiden—særligt julen i vikingetiden.

Vi er hensat til en situation, hvor vores kilder til den nordiske jul i vikingetiden er mere end bare tvivlsomme. De er alle kristne i deres ophav, og de kan alle forklares inden for en kristen ramme. Vi må derfor spørge os selv, om det overhovedet var tilfældet at de tidlige kristne måtte omvende den nordiske jul og acceptere at ældgamle hedenske æde- og drikkefester fik lov at leve videre. Meget tyder på at behovet for at henføre nutidens forbrugsmønstre til oldtidens skikke er en mytedannelse, som danskerne ynder at reproducere på linje med andre traditioner for at sætte ekstra tryk på julehyggen. Hvad vores vikingeforfædre foretog sig, er der imidlertid kun gisninger om.

Dette indlæg mangler kildehenvisninger, fordi det oprindelig blev skrevet som en kronik, der dog ikke er blevet optaget i nogen avis.

1 comment: