Thursday, December 11, 2014

Nordens førkristne religion - en betegnelse

Emneord: nordisk religion, førkristen nordisk religion, nordisk mytologi, vikingernes religion, vikingernes tro, asatro, inn forni siðr, fulltrúi, fuldtro, hedenskab.

Nordens førkristne religion betegnes ofte som 'nordisk mytologi', 'vikingernes religion', 'vikingernes tro' eller 'asatro'. I de oldnordiske tekster fra middelalderen kendes også betegnelsen inn forni siðr, ’den gamle skik’, men det er næppe en betegnelse, som dyrkerne af Nordens førkristne religion selv ville have brugt. Det lader ikke til, at de der dyrkede Nordens førkristne religion egentlig havde en betegnelse for deres egen religion.

Når man tænker på, hvad religionen før kristendommens indtog i Norden nok har indeholdt, og hvordan den har været udøvet, er den korrekte betegnelse ’Nordens førkristne religion’. Betegnelsen ’nordisk mytologi’ er ikke dækkende, fordi den udelukkende peger på forestillingsuniverset, den ideologiske overbygning til alle de handlinger, man foretog sig i forbindelse med religionsudøvelsen. Den overser, så at sige, alle ritualerne og hvad der ellers forbindes med religion. Betegnelsen ’vikingernes religion’ kan i og for sig godt anvendes, men brugen af ordet ’viking’ vil uden tvivl henlede de flestes tanker på enkelte aspekter af Nordens førkristne religion som er særligt fokuserede på krig, herunder Odin-kult, så den er i grunden for snæver.

Både ’vikingernes tro’ og ’asatro’ er særligt problematiske. Førstnævnte fungerer dårligt, fordi den er fokuseret på, at det er vikingernes tro, det handler om. Ordet tro henleder tankerne på sådan noget som åndelighed, og det er en særligt moderne måde at opfatte religion på. Vikingernes religion var ikke åndelig på samme måde som vi forstår åndelighed. På samme måde er ordet ’asatro’ problematisk, fordi det leder tankerne hen på den moderne dyrkelse af de nordiske guder som i alle henseende er et nyligt påfund, og intet har med den førkristne nordiske religion at gøre.

Faktisk tyder det på, at i ordet ’tro’, i overgangsfasen fra en førkristen tilstand til kristendom, får tilført særlig kristen værdi. Substantivet trú havde oprindeligt betydningen ’loyalitet’ eller ’løfte’, og verbet trúa havde betydningen ’tillid’ (de Vries 1961, 599). Det ser ud til, at betydningen ’at tro på (en gud)’ først dukker op med kristendommen og cementeres under indflydelse af middelnedertysk trūwe, der kan betyde ’at ære’. Ordet har en særlig feudal afsmag i vikingetiden, der peger på forholdet mellem undersåt og konge.

Fra Ribestenen fra sidste halvdel af 900-tallet kendes betegnelsen ’fuldtro’. Det er også en betegnelse som kendes fra 1200-tallets sagalitteratur, hvor den bruges om visse hedninges forhold til enkelte guder betegnes som ’fuldtro’. På Ribestenen står der: ful(t)rua…sil(u), ’(for den) fuldtros…sjæl’ (Imer, Knudsen & Søvsø 2013, 35). Ordet ’sjæl’ er nok indlånt til oldnordisk fra oldsaksisk siala (de Vries 1961, 460). Det betyder ’sjæl’ eller ’liv’ og tilhører missionssproget. Der er grund til at tro, at det samme er tilfældet for ordet fuldtro, der med præfikset full- skal understrege et særligt eksklusivt, løftebundet forhold til én gud, ligesom der fordres i den kristne trosbekendelse. Det understøttes af dets tidlige forekomst i forbindelse med ordet ’sjæl’ på Ribestenen, og det betyder således, at sagalitteraturens versioner af ordet er middelalderens fremstilling af det nordiske hedenskab som en slags ’førkristen kristendom’, hvor de hedenske forfædre gjorde som kristne gør, de vidste bare ikke at det hed kristendom. Denne litterære konstruktion er et velkendt fænomen i sagaerne, og knytter sig ofte til de figurer, der i historierne enten troede på deres egen magt eller på ’Ham der har skabt solen’ (Lönnroth 1969).

Der er derfor muligt at fulltrúi har været en tidlig betegnelse for at sætte lid til én gud, altså Kristus, og at det, sammen med missionssprogets brug af trūwe har ledt til en ny betydning for ordet ’tro’, der i alle henseende er en kristen betydning af ordet.

Den førkristne religion ser ud til, ligesom de andre europæiske polyteistiske religioner, at have været særligt handlingsbaseret, en såkaldt do ut des-religion: mennesket ofrer til guden for at opretholde gudens liv, og guden skal således opretholde menneskets liv. Derfor er betegnelsen ’Nordens førkristne religion’ den mest anvendelige. Den afgrænser religionen til Norden som det primære geografiske område, altså Danmark, Norge, Sverige, Island, Færøerne og Grønland; den afgrænser tidsrummet til perioden før og op til kristendommens stadfæstelse i Danmark, altså fra ca. 300 e.Kr. til ca. 1050 e.Kr.; og den sigter mod en mere handlings- og traditionspræget praksis gennem termen ’religion’.

Litteratur
Imer, Lisbeth, Knudsen, Maria & Søvsø, Morten. 2013. ’Ribe-stenen (tilgået d. 11.12.14).
Lönnroth, Lars. 1969. ‘The Noble Heathen. A Theme in the Sagas’. Scandinavian Studies, vol. 41. Pp. 1–29.
de Vries, Jan. 1961. Altnordisches Etymologisches Wörterbuch. Leiden: E.J. Brill.

No comments:

Post a Comment